100 TIMERS INTENSIV HØJSKOLE FYLDT MED STJERNESTUNDER, FORDYBELSE, FART OG FRIHED.
På sommerkurset Gejst smider Elevforeningen lærerne ud og låner Silkeborg Højskole i fem dage med alt hvad et højskoleophold indebærer. De får hjælp af Truppen, der består af en flok passionerede tidligere elever, der vil afvikle en masse forskellige spor inden for det, de brænder allermest for. Du vælger dig ind på et eller to spor og følger det/dem i alle dagene.
I et tætpakket program finder vi selvfølgelig også tid til hængekøje-hygge og fællessang med nye og gamle venner.
Gejst er for dig, der vil tilbage og besøge din gamle højskole og måske prøve noget af det, du ikke nåede, mens du gik her. Gejst er nemlig en komprimeret udgave af et helt højskoleophold på fem dage. Uanset om du er til fart, fordybelse eller fest byder Gejst på en maggiterning af alt det bedste et højskoleliv har at byde på. Sporene kunne eksempelvis bestå af ølbrygning, friluftsliv, sport, krea-og-kaos, musik, destination-x eller møbelbyg. Vi løfter sløret for hvilke spor, som vi tilbyder i år samtidig med billetsalget åbner.
PÅ SPORENE
I år har vi valgt at tilbyde, at man kan vælge flere spor, så man kan prøve flere forskellige spor. Der vil dog stadig i nogle tilfælde være mulighed for at følge samme spor hele ugen.
Vi åbner for tilmeldingerne til kurset 15. marts kl. 12, så stay tuned!