Kære dejlige dig!

Du er medlem af Silkeborg Højskoles Elevforening – og det er vi i bestyrelsen rigtig glade for!

I denne søde juletid ser vi tilbage på et spændende år 2016 i elevforeningen!

I maj måned afholdte højskolen for første gang SJAK-weekend. Ca. 80 gamle elever, plus det daværende elevhold var sammen om at grave, male, flise, stampe og skrue på livet løs. Det resulterede i en højskole, der nu ser lidt anderledes ud. Men bare rolig, du kan stadig kende den! Hele weekenden var under kyndig supervision af Jacob Z, der kvitterede med helstegt pattegris og festivitas.

Dette års tema til Momentum var MAGT. Vi tog magten over skolen, hinanden, byen og dansegulvet. I magten fulgte magtesløsheden i de gode snakke i de sene nattetimer, ved besøg i krematoriet og i det kolde vand i søen. TAK til de af jer, der var med til et brag af 100 timers højskole.

Septembers himmel var så blå til elevstævnet, hvor Karins buffet og fællessang stod på hele weekenden. At man kan mærke kærligheden til højskolen i alle 500 deltagere, dét er jo intet mindre end fantastisk. Vi glæder os allerede til næste år!

Den nye bestyrelse for elevforeningen er nu på plads og er klar til at tage fat. Vi er begyndt vores bestyrelses-år med at tale om, hvad vi synes elevforeningen skal kunne og hvad vi synes, der er det mest meningsfyldte ved at lave elevforening.

… Og bare rolig; Traditionen tro byder det nye år på gode oplevelser med SJAK-weekend, Momentum og elevstævne. Du hører nærmere i begyndelsen af 2017!

Har du lyst til at lave dit eget SHout og samle tidligere højskoleelever eller ligefrem også nogen, som ikke har gået på højskolen? Måske kender du en inspirerende person, vi skal høre tale om noget spændende? Måske skal vi holde SHout-loppemarked eller vinsmagning? Eller noget helt andet? Så skriv en mail til bestyrelsen@shelivet.dk med din idé – alle idéer er mere end velkomne!

 

Glædelig jul og godt nytår
fra elevbestyrelsen